5. september 2016

Måneden der gik: August

August... var en både en ufatteligt afslappende måned, men på samme tid også ret hektisk hen mod sin ende. I starten af måneden havde jeg fødselsdag, som blev fejret i selskab med nogle af de sødest tænkelige mennesker i min have, hvor vi spillede havespil, spiste kage og boller i massevis og endte på en bytur til sent ud på natten. Jeg havde en skøn dag! En uge efter fejrede jeg igen fødselsdag, denne gang i selskab med min familie. Det var også en rigtig hyggelig dag, med lækker mad og gode gaver. Dernæst havde jeg en smule fri, hvor jeg bare slappede en helt masse af og fik koblet af efter en hæsblæsende juli måned. Der blev catchet op med en masse gode folk, spillet CounterStrike med de søde piger fra Musikvidenskab (vi holder jævnligt DameLan - kun for damer, hvor der spilles CS og drikkes cola til sent ud på nattetimerne ;-) ), drukket nogle gode øl i solen, m.m. Hen mod slutningen af august var der jo RUS-uge, og selvom jeg ikke selv startede i år, så var vi nogle stykker som alligevel lavede et par sociale-ting i ren RUS-uge stil i form af pubcrawl samt den årlige Intro-fest på Musikvidenskab. 

I august begyndte jeg også at søge job, da jeg for alvor indså hvor få timer på studiet jeg reelt set kommer til at have i dette semester. Det bar hurtigt frugt, og jeg blev ansat hos Games butikken i Maren Smeds Gyde i Aarhus - og det er simpelthen så hyggeligt! Så nu står jeg et par gange om ugen og sælger, anbefaler og sorterer i uendeligt mange brætspil og min ønskeliste er vokset markant allerede efter kun to vagter. Derudover er mine nye kollegaer også super søde, og jeg har allerede været på Michelin restaurant med dem for at fejre butikkens 10 års jubilæum, samt været til spilaften med dertilhørende aftensmad. Jeg glæder mig virkelig til at komme mere igang dernede, og få det helt ind under huden. 

Jeg har købt nye spil på mit nye arbejde: Pandemic, Hanabi og Mr. Jack.

Helt hen mod slutningen af måneden her, har der jo været festuge i Aarhus, og med dette har jeg spillet ufatteligt mange koncerter. Jeg er nemlig også i denne måned begyndt at spille i det hyggeligste orkester, nemlig Aarhus Showband, som består af ca. 25 blæsere samt slagtøj der spiller kendte evergreens. Det er simpelthen både festligt og så sjovt! Og vi fik i anledningen af festugen spillet helt op til 4 koncerter, både til lands og minsandten også til vands på Aarhus Å i soldrevne både. I kan tjekke vores hjemmeside ud her: http://www.aarhusshowband.com/

Billedet her er lånt fra vores Facebookside: https://www.facebook.com/groups/1795910123971026/?fref=ts

August har derfor været travl, og læsningen har været sat en smule på standby. Dog fik jeg alligevel læst en del i begyndelsen af måneden. Her er en update, anyway.

I august har jeg læst
2 hele bøger og 2 halve. Jeg læste "Homegoing" af Yaa Gyasi i forbindelse med et møde med pigerne fra min læseklub, og det var en helt fantastisk læseoplevelse. I kan læse en anmeldelse af bogen her.
Derudover læste jeg selvfølgelig også den "nye" Harry Potter udgivelse, nemlig "Harry Potter and the Cursed Child" af Jack Thorne, John Tiffany og J.K.Rowling. Det var virkelig en blandet oplevelse, synes jeg. Jeg var glad for at vende tilbage til universet og var faktisk underholdt. Jeg havde forsøgt at sænke mine forventninger til bogen en helt del, da jeg havde hørt forfærdelige ting om den. Jeg hadede den ikke, men jeg synes også der var store plothuller, som jeg har svært ved at acceptere. Jeg tror dog godt at historien kunne fungere godt på teaterscenen, som den jo også er ment til. (Har i læst den? Hvad synes i?)

Jeg manglede ca. halvdelen af "The First Fifteen Lives of Harry August" af Claire North da måneden startede, og den fik jeg også færdiglæst. Det var en sjov læseoplevelse, og jeg har i et stykke tid været igang med at skrive en anmeldelse af bogen, men jeg har simpelthen så svært ved at beskrive den ordentligt, så derfor er det ikke kommet op endnu. Det handler i bund og grund om manden Harry August der genfødes om og om igen, og kan huske sine tidligere liv. En dag lærer han, at jorden går mod sin undergang - hurtigere og hurtigere for hver gang han bliver genfødt, og han skal så forsøge at finde ud af hvad der forårsager dette og hvordan han kan forhindre det. En spændende bog, der drager på mange videnskabslige teorier og meget historie. Jeg kan helt sikkert anbefale den.

Jeg startede sidst, men ikke mindst, på den tredje bog i The Farseer Trilogy af Robin Hobb, nemlig "Assassin's Quest". Jeg har været helt vild med de to første bøger i serien, men jeg blev ved med at udskyde at læse den sidste fordi det er en murstenstung bog på over 800-sider. Dog gik jeg i gang, og kom i august lidt over halvvejs. Og jeg er stadig ellevild med Hobb's skrivestil og universopbygning. Jeg skal snart have erhvervet mig de næste i hendes serie.
"Assassin's Quest" af Robin Hobb, som jeg læser for tiden samt et glas hjemmelavet rabarberlemonade.

Månedens bedste læseoplevelse
Det må klart være "Homegoing" af Yaa Gyasi. Jeg læste den egentlig kun fordi at Nadja foreslog vi skulle læse den i læseklubben - og det er jeg så glad for hun gjorde! Det er både en bog der er en fryd for øjet, og så var den fyldt med sproglige perler og en slægtshistorie der virkelig rørte mig meget. Jeg har helt lyst til at finde flere bøger lig denne. Jeg læser ikke særlig ofte sådanne bøger, men når jeg så får en læseoplevelse som denne, så undrer jeg mig over hvorfor det egentlig er. Er der nogle af jer, der kan anbefale mig lignende bøger? 

Månedens sang
Denne måned har der ikke været en specifik sang, men jeg er simpelthen fortsat i Toto's univers og har hørt deres Collection album på Spotify om og om igen. Jeg bliver i så godt humør af deres musik. I får lige en lille række af nogle af mine favoritter: "Pamela", "Stop Loving You", "Rosanna", "I'll Supply the Love", "Straight for the Heart", "Cruel".

Den kommende måned: September
Ja, som sædvanlig er vi jo allerede et par dage inde i september før denne opfølgning af måneden er kommet op. Men september har indtil videre budt på studiestart, koncerter i festugen, et par vagter på det nye arbejde samt familie arrangementer i form af navngivningsfest hos min fætters datter samt min kusines børns fødselsdag. 

Resten af måneden er heldigvis ikke så booket endnu, men det kan hurtigt komme. Jeg skal eksempelvis fejre min mors fødselsdag d. 29 september og jeg skal starte på at indspille en CD med mit kor, Akademisk Kor Aarhus, med danske sange.

I forhold til læsning, så håber jeg på at kunne få færdiglæst "Assassin's Quest". Jeg mangler knap 350 sider, så det burde være muligt. Derudover skal vi i læseklubben læse "The Vegetarian" af Han Kang, så den håber jeg også at få læst. Hvis tiden viser sig at være til min og læsningens fordel, så vil jeg også rigtig gerne snart læse "All Over Creation" af Ruth Ozeki, "The Butcher's Hook" af Janet Ellis eller en bog der er på vej fra Saxo, "The Murder On The Orient Express" af Agatha Christie.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar